Research i Uganda

I midten af December var Rasmus i Uganda for at undersøge mulighederne for at starte produktion af melorm. Han gennemførte en række fokusgruppe-diskussioner med flygtninge i Kyaka II-lejren og med Ugandiske naboer til lejren.

Der var stor interesse for at smage melorm og for at lære mere om hvordan man kan producere dem – især blandt de congolesiske flygtninge som udgør flertallet af befolkningen i Kyaka II-lejren. Det er ikke så mærkeligt, for der er tradition for at spise mange forskellige insekter i DR Congo.

I Uganda er det også almindeligt at spise insekter som græshopper og termitter, og melormene blev også taget godt imod af de Ugandiske naboer til lejren. Det er vigtigt at inddrage naboerne i projekter i flygtningelejrene i Uganda.

De lokale har stort set ligeså dårlig adgang til for eksempel uddannelse og sundhed som flygtningene, og er på mange måder ligeså udsatte for fattigdom. Hvis de skal acceptere at tage imod mange tusinde flygtninge er det derfor vigtigt at de også har adgang til den hjælp som flygtningene får, og vi kommer derfor også til at inddrage lokale Ugandiske bønder i vores projekt.

På baggrund af fokusgruppe-diskussionerne kan vi konkludere, at der er et potentielt marked for melorm i og omkring flygtningelejren. Det var særligt interessant at opdage, at der er et stort marked for små tørrede fisk som en kilde til protein og vitaminer. På billedet ses bunker af tørrede fisk til salg på markedet i lejren.

Bønderne i lejren vil sandsynligvis kunne producere melorm billigere end disse fisk, og der er derfor mulighed for at melormene potentielt kan overtage en del af dette marked.

På lidt længere sigt er der desuden et potentielt enormt stort marked for dyrefoder, især til kyllingeproduktion, hvor de samme fisk benyttes som kilde til protein, og hvor melorm også potentielt kan bruges som et billigere og mere bæredygtigt alternativ.

Alt i alt var det et meget positivt besøg, som har givet mere blod på tanden i forhold til at komme i gang med at teste produktion af melorm i lejren.

Du kan læse et kort notat om resultaterne fra besøget her (på engelsk).

 

One Comment on “Research i Uganda

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.